Klubmodul henter siden
Projektleder - skiltning af mountainbikespor
Jeannie Klindrup

  06.07.2017
  12:51

Vi har modtaget fra DCU:

 Projektleder søges til projekt om skiltning og graduering af mountainbikespor (deltid)

Danmarks Cykle Union søger projektleder til deltidsstilling i Nordea-fondens projekt om skiltning og graduering af danske mountainbikespor.

Vil du være med til at gøre størstedelen af de danske mountainbikespor brugervenlige og tilgængelige ved hjælp af skiltning og graduering af sporene?

Som projektleder skal du arbejde med at understøtte og udvikle indsatsen hos de mange frivilliggrupper, som bruger tusindvis af timer på at skabe gode mountainbikespor over hele Danmark. Projektet skal sikre ensartet skiltning og reel graduering af de mange mountainbikespor til glæde for hundredtusindvis af brugere, som får bedre mulighed for at motionere og nyde naturen.

I projektet vil du også skulle arbejde med opbygning og drift af en digital platform for skiltning og sporbyggeri, og du skal fungere som konsulent og sparringspartner for de frivillige sporbyggerlaug i forhold til projektet.

Arbejdsopgaver

Som projektleder vil du referere til sekretariatslederen og styregruppen for projektet og være ansvarlig for at drive projektet. Følgende kompetencer er ønskelige:

  • Projektledelseserfaring herunder projektansøgninger og afrapporteringer
  • Erfaring fra det frivillige foreningsliv samt den private og den offentlige sektor og forståelse for succeskriterierne i samarbejdet mellem private, offentlige og frivillige aktører
  • Erfaring med kommunikation på mange kanaler - Facebook, hjemmesider, nyhedsbreve, opdatering af databaser m.m.
  • Erfaring med økonomistyring
  • Erfaring med at arbejde med frivillige ildsjæle
  • Kendskab til mountainbikespors anlæggelse og drift er meget ønskværdigt
  • Skal kunne arbejde selvstændigt

Projektlederen skal sikre, at projektet løftes gennem frivillige kræfter fra mountainbikemiljøet. Disse frivillige er velorganiserede ildsjæle tilknyttet et lokalt sporbyggerlaug. Ildsjælene er drevet af ønsket om at etablere nye og bedre muligheder for mountainbikesporten. Sporbyggernes arbejde suppleres af midler til indkøb af materialer, leje af maskiner og andre konkrete udgifter knyttet til omlægning af mountainbikespor. En af opgaverne i projektet er fx at forestå udarbejdelse af kortmateriale med sporene til en digital formidlingsløsning.

Du skal have kørekort til personbil og mulighed for at stille bil til rådighed i tilknytning til arbejdet.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du ansættes i Danmarks Cykle Union, der er projektejer. Ansættelse sker i henhold til overenskomst. Der vil være mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg. Stillingen er tidsbegrænset til maj 2020.

Ansættelsesområdet vil geografisk være i hele landet.
Arbejdssted er Danmarks Cykle Union, Idrættens Hus, 2605 Brøndby.
Flere oplysninger fås hos udvalgsformand Thomas Larsen Schmidt (tlf. 30 25 97 57).

Sådan søger du stillingen

Stillingen søges ved at sende ansøgning pr. e-mail til tholarsch@gmail.com

Ansøgning og CV skal være fremsendt senest den 1. august 2017 kl. 12.00. 

Vi forventer at afholde samtaler i løbet af august og ønsker stillingen besat hurtigst muligt derefter 

 
 

Vores Sponsorer