Klubmodul henter siden
Vedr. dommen i Andreas Byskov Sarbo-sagen
Niels Lund

  03.02.2020
  10:32

Kære klubformand

Vi er alle dybt påvirkede af Andreas Byskov Sarbos frygtelige ulykke, og den debat, der er fulgt i kølvandet på mandagens dom, viser med al tydelighed, hvor stærke følelserne er.

Selvom Danmarks Cykle Union som tidligere nævnt ikke er direkte part i sagen, må ingen være i tvivl om, at vi står bag og støtter klubben og løbsarrangørerne.

Vi respekterer naturligvis det danske retssystem og den endelige dom, sagen måtte ende med. Det er meget vigtigt at understrege, at det centrale for os er sagens principielle karakter og betydning, og vi ønsker på ingen måde at bidrage til bare den mindste form for personforfølgelse af bilisten eller straf for straffens skyld – ingen er i tvivl om, at bilisten naturligvis ikke har haft intention om at forvolde Andreas’ død.

Vi har som mange andre set dommens præmisser, og vi forventer fortsat, at sagens ankes til landsretten, men vi har i øvrigt ingen indflydelse på rettens arbejde.

I Danmarks Cykle Union mener vi, at den aggressive og i nogle tilfælde hadefulde tone, der til tider hersker i pressen, men i særdeleshed på de sociale medier, ofte afspejler sig i trafikadfærd. Derfor har vi valgt at gå sammen med Cyklistforbundet om en fælles udmelding, fordi vi ønsker, at Andreas’ sag giver anledning til at råbe politikere og andre interessenter op – fordi vi skal have ændret måden, vi er i sammen i trafikken, og fordi vi skal have sat fokus på den livsfarlige vejvrede.

Samtidig er vi bevidste om, at det ikke er en kamp mellem cyklister og bilister. Det er de relativt få vanvids- og vredesbilisters holdninger og adfærd, vi ønsker at få ændret til en ordentlig og medmenneskelig adfærd.

Sammen med Cyklistforbundets direktør, Klaus Bondam, har jeg skrevet kronikken i dagens udgave af Jyllands-Posten. En elektronisk udgave af kronikken findes her:

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11906411/det-er-alle-de-andre-trafikanter-der-er-idioter/

Vi må som forbund ikke fremsende teksten her, da den er for abonnenter.

I store træk udtrykker kronikken det samme som denne dog væsentligt kortere pressemeddelelse:

http://bit.ly/2GAY2SD

Vi vil i Danmarks Cykle Union fremover arbejde målrettet for at skabe en trafikkultur med et menneskeligt ansigt og på at bekæmpe den vejvrede, vi både oplever som den største risiko for vores medlemmer og som den største sikkerhedsudfordring for cykelsporten.

Vi skal stå sammen om at bidrage til tolerancen og forståelsen, og vi skal blive ved med at insistere på, at dette ikke er en konflikt mellem bilister og cyklister, men et problem med en lille del af aggressive, utålmodige og farlige trafikanter. Samtidig arbejder vi på at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe hinanden til på en mere trafiksikker måde at nyde landevejssporten til træning og til løb.

Lige nu har vi mere end nogensinde før brug for at række ud til hinanden og stå side ved side - tak for jeres støtte.


På Danmarks Cykle Unions vegne

Henrik Jess Jensen, formand


Danmarks Cykle Union

 

Tlf 43 26 28 02 | dcu@yklingdanmark.dk

 

DANMARKS CYKLE UNION  |  Danish Cycling Federation

Idrættens Hus  |  Brøndby Stadion 20  |  2605 Brøndby

 

#vielskercykelsport  |  www.cyklingdanmark.dk

 

 


Vores Sponsorer